Underpunkter

Formandens beretning

11.generalforsamling d. 20. april 2009, Odense Universitets Hospital

Medlemsstatus: I løbet af året har 3 medlemmer meldt sig ud, til gengæld har vi fået 10 nye medlemmer i selskabet, så der er fortsat medlemsfremgang.

Årets møder
Der har været afholdt 5 bestyrelsesmøder i det forløbne år, d.30.6., 9.9., 8.12., 27.1. og 26.3

I efteråret blev der afholdt fælles SCANDMODIS møde i Gøteborg med ca. 70 deltagere heraf var der 18 danske deltagere. Det var faktisk et spændende møde med interessante oversigtsforelæsninger om forskellige aspekter af bevægeforstyrrelser samt yngre foredragsholdere, som præsenterede aktuelle forskningsprojekter. Der var 7 danske foredragsholdere, så vi var fint repræsenteret på den front.

Det er diskuteret i SCANDMODIS, at vi vil afholde sådanne fælles møder hvert andet efterår på skift i de forskellige lande, og hvert andet år vil vi så afholde vort sædvanlige uddannelsesmøde i efteråret i DANMODIS regi.
Vi havde opnået sponsorater så der var mulighed for at tilbyde dækning af omkostninger i forbindelse med deltagelse i mødet for selskabets medlemmer. Vi vil gerne takke følgende firmaer for sponsorater: Lundbeck, Infucare , Orion, Boehringer Ingelheim, Solvay, UCB, GSK, GE Healthcare og Novartis.

Som det blev fremlagt ved beretningen ved sidste generalforsamling blev det i februar 2008 besluttet at oprette et Skandinavisk samarbejde – SCANDMODIS – som et skandinavisk samarbejde om bevægeforstyrrelser mellem Norge, Sverige, Island og Danmark. Der er nedsat en eksekutiv komite, hvor hvert land har 2 medlemmer, som medlemmer fra Danmark er valgt Lene Werdelin og Erik Danielsen. Per Odin fra Sverige er formand for SCANDMODIS

SCANDMODIS har planlagt flere møder i foråret 2009. Der har været afholdt Skandinavisk møde om Parkinsons sygdom i København d.27.-28. marts 2009, hvor Orion Pharma og Solvay var værter for arrangementet. SCANDMODIS havde arrangeret det faglige program, og stod samtidig som medindbyder.  Der har før mødet været berettiget kritik af at invitationen til dette møde ikke var sendt ud til alle medlemmer af DANMODIS. Det har ført til diskussion i SCANDMODIS samarbejdet, hvor det er besluttet at selskabet ikke kan stå som medindbyder af firma arrangementer i fremtiden, og der er nedsat arbejdsgruppe med deltagere fra samtlige medlemslande, som skal diskutere retningslinier for fremtidigt samarbejde med medicinalindustrien.

Der har været afholdt møde i den Skandinaviske referencegruppe for Parkinsons sygdom d.26.-27. marts 2009.

MDS kongres i Skandinavien?
SCANDMODIS har indgivet Bid på Stockholm eller København som værtsby for MDS kongressen i 2012 eller evt. i 2014. Tove Henriksen har i samarbejde med Wonderful Copenhagen udarbejdet et flot tilbud, og repræsentanter fra MDS vil komme på ”site visit” i Stockholm d. 5.5.09 og i København d. 6.5.09. Vi har planlagt et program for dagen, og håber at det lykkes at overbevise komiteen om, at kongressen selvfølgelig skal være placeret i København. Samtidig er det aftalt i SCANDMODIS regi, at vi danner en fælles organisationskomite for mødet uanset i hvilket Skandinavisk land kongressen bliver placeret. Skulle den komme til København, vil det blive en stor arbejdsopgave for mange af os.

Endelig er der i SCANDMODIS regi udarbejdet Guidelines for Apomorfin og Duodopa behandling, som næsten er klar til udsendelse. Herudover er der planer om en fælles DBS guideline.

Samarbejde med DNS
Der har i år været afholdt et fællesmøde med DNS, hvor der primært blev diskuteret forskellige udannelsesspørgsmål.

Kommende møder

Der afholdes Nordisk møde om Parkinsons sygdom i Sigtuna d. 23.-24.4.09, hvor der tidligere sendt invitation ud til alle medlemmer af DANMODIS. Jeg har aktuelt intet overblik over hvor mange der kommer til at deltage.

Det tysk-skandinaviske møde sejler derudaf d.15.-16.maj 2009 med 4 danske foredragsholdere og desværre kun 10 danske deltagere, men med et forventet samlet deltagerantal på ca. 100.

DANMODIS afholder møde om non-motor symptomer ved Parkinsons sygdom med foredrag af Ray Chadhuri om NMS-scale, hvor en dansk udgave er ved at blive valideret. Der vil desuden være fælles rating med den danske udgave af skalaen ud fra video interview med PD patienter. Mødet foregår på Bispebjerg Hospital d. 29.september 2009 kl.13-17. Invitation sendes ud snarest.

DANMODIS afholder uddannelsesdag d.27.november 2009 om Ataxi. Sæt kryds i kalenderen.
Mødet kommer til at foregå i FUHU, København med spændende internationale foredragsholdere. Programmet vil blive præsenteret på Generalforsamlingen.

Hjemmeside: Vi har som besluttet på sidste generalforsamling entreret med et firma, som har udarbejdet en flot designet ny hjemmeside, som bliver præsenteret af hjemmesidegruppen på Generalforsamlingen.
Når vi nu får en flot ny hjemmeside skal vi også have revideret indholdet på Hjemmesiden. Vi har i bestyrelsen udarbejdet en fælles skabelon eller indholdsfortegnelse til de forskellige faglige emner, vi har på vores hjemmeside. Vi vil så bede formændene for de enkelte arbejdsgrupper om at være ansvarlige for, at gruppen får udarbejdet et samlet forslag til hjemmesiden. Bestyrelsen har stillet forslag om følgende faglige emner på hjemmesiden: Essentiel Tremor, Dystoni, Chorea, Restless Legs, Medikamentelle Bevægeforstyrrelser, Tourette, Metaboliske Bevægeforstyrrelser, PD, Demens ved PD/DLB og Atypisk PD. Hvis du er interesseret i at være med til dette arbejde er du meget velkommen til at melde dig ved Generalforsamlingen eller efterfølgende til bestyrelsen.   
Opdatering af klinisk vejledning til behandling af PD: Alle interesserede har haft mulighed for at melde sig til dette arbejde, og alle emner er nu blevet fordelt, så vi forventer at kunne præsentere en ny opdateret vejledning i løbet af det kommende år.

Danmodisfonden
Vi uddelte et legat til Lisette Salvesen på 40.000 kr. ved Generalforsamlingen i 2008. Vi har i bestyrelsen besluttet at der ikke uddeles midler fra Fonden i 2009, da vi har brugt et større beløb på etablering af ny Hjemmeside.

Fælles Skandinavisk Specialist uddannelse.
I SCANDMODIS er det besluttet at oprette et fælles kursusforløb i bevægeforstyrrelser, stilet mod yngre speciallæger med speciel interesse for bevægeforstyrrelser. Der er aftalt følgende kursussteder: Lund, Oslo, Århus, Stockholm/Uppsala, Trondhjem, Bispebjerg og Göteborg. Der vil blive afholdt 2 kurser per år så den samlede kursusrække tager godt 3 år.
De potentielle kursister skal indstilles af de nationale bevægeforstyrrelsesselskaber i henhold til en begrundet ansøgning. Det nationale selskab finansierer transport og ophold for hver kursist til hele kursusforløbet via sponserede midler.
Kursusprogrammet bliver præsenteret i forbindelse med generalforsamlingen, og tilbud om deltagelse vil blive udsendt til DANMODIS medlemmer samt til afdelingerne i løbet af nogle måneder.

Lise Korbo, formand for DANMODIS, april 2009