En lang række forskellige medicintyper kan fremkalde MIB. Det er karakteristisk, at hovedparten af de med sådanne medicintyper behandlede personer ikke udvikler MIB. Det sker kun hos enkelte eller hos en mindre del af de behandlede. Dette er medvirkende til, at de kan virke uforståelige og skræmmende for patienten og omgivelserne. De kan være blot kosmetisk skæmmende, men også i mange tilfælde virke invaliderende for patientens funktioner. Deres varighed er i den sammenhæng betydningsfuld. De kan være kortvarige eller langvarige, og i nogle tilfælde kan de blive kroniske, dvs. vedvarende.

De såkaldte neuroleptika (antipyskotisk medicin eller stærk nervemedicin) blev indført i den psykiatriske behandling i 1950erne. I årene herefter kunne lægerne konstatere forskellige karakteristiske MIB: parkinsonisme, akathisi, dystoni og dyskinesier, som måtte skyldes indvirkning af almindelige terapeutiske doser af neuroleptika på funktionen af signalstoffet dopamin i bevægelsesstyrende centre i hjernen (de basale ganglier). 

Neuroleptika er stadig som oftest uundværlige i behandlingen af mange psykiatriske patienter. Disse medicintyper er også idag langt den hyppigste årsag til MIB. Psykiatriske patienter, der behandles for depression, får som regel sjældent neuroleptika, men de behandles undertiden med sjældnere anvendte midler imod depression, som har en neuroleptika-komponent i molekylet. Sådanne antidepressive midler kan udløse MIB. Det samme gælder visse hyppigt anvendte midler imod kvalme. Neuroleptika er stadig som oftest uundværlige i behandlingen af mange psykiatriske patienter. Disse medicintyper er også idag langt den hyppigste årsag til MIB. Psykiatriske patienter, der behandles for depression, får som regel sjældent neuroleptika, men de behandles undertiden med sjældnere anvendte midler imod depression, som har en neuroleptika-komponent i molekylet. Sådanne antidepressive midler kan udløse MIB. Det samme gælder visse hyppigt anvendte midler imod kvalme. Neuroleptika er stadig som oftest uundværlige i behandlingen af mange psykiatriske patienter. Disse medicintyper er også idag langt den hyppigste årsag til MIB. Psykiatriske patienter, der behandles for depression, får som regel sjældent neuroleptika, men de behandles undertiden med sjældnere anvendte midler imod depression, som har en neuroleptika-komponent i molekylet. Sådanne antidepressive midler kan udløse MIB. Det samme gælder visse hyppigt anvendte midler imod kvalme.

Andre medicintyper anvendt i vidt forskellige indikationer (se nedenfor) giver også i sjældnere tilfælde anledning til MIB. Oftest udløses MIB, når medicindoserne er for store (toksiske), eller hos patienter, der har haft forudgående påvirkninger af de basale ganglier (f.eks. trykpåvirkning eller iltmangel ved fødsel, tidligere infektion eller tidligere neuroleptika-behandling). Andre medicintyper anvendt i vidt forskellige indikationer (se nedenfor) giver også i sjældnere tilfælde anledning til MIB. Oftest udløses MIB, når medicindoserne er for store (toksiske), eller hos patienter, der har haft forudgående påvirkninger af de basale ganglier (f.eks. trykpåvirkning eller iltmangel ved fødsel, tidligere infektion eller tidligere neuroleptika-behandling). Andre medicintyper anvendt i vidt forskellige indikationer (se nedenfor) giver også i sjældnere tilfælde anledning til MIB. Oftest udløses MIB, når medicindoserne er for store (toksiske), eller hos patienter, der har haft forudgående påvirkninger af de basale ganglier (f.eks. trykpåvirkning eller iltmangel ved fødsel, tidligere infektion eller tidligere neuroleptika-behandling).

MIB udviklet relativt hurtigt efter behandling med neuroleptika

ADR kan udløses allerede når een eller få doser af et neuroleptikum er indtaget, men kan også optræde under langvarig neuroleptikabehandling, hvis der skiftes til et stærkere virkende stof, eller hvis patienten ophører med sideløbende antikolinerg medicin. Neuroleptika-lignende midler imod kvalme som metoklopramid og proklorperazin kan også udløse ADR.

Symptomer:
Der kan ses intermiterende eller vedvarende muskelspændinger og dystone bevægelser af øjne, ansigtsmuskler, halsen, svælget og muskler i krop og lemmer.

Fænomenerne benævnes:
oculogyre kriser, blefarospasmer, trismus, oromandibulær dystoni, grimassering, tungeprotrusion, vrængen af læberne. Der kan være forstyrrelse af talen (dysartri) og synkefunktion (dysfagi). Underkæben kan gå af led, og der kan være hvæsende åndedræt (stridor). Halsmusklerne kan spændes (retro-eller torticollis). Der forekommer vriden af kroppen, med scoliose, hyperlordosering og opistotonus, og af lemmerne med hyperpronation, hyperekstension m.v. Også lette fænomener som f.eks. let spænding eller krampefornemmelse ved læber og kæben og let stemme- og taleændring kan forekomme som forløbersymptomer for mere udtalte dystone fænomener.

Subjektivt fremkalder ADR angst, idet patienten føler manglende kontrol med sin krop. Der kan komme hyperventilation, der kan udvikles til hyperventilationstetani.

Hyppighed og forekomst:
Hyppigheden af ADR varierer meget i de forskellige angivelser, men skønnes at ligge under 5% af neuroleptikabehandlede. Unge personer, og mænd hyppigere end kvinder, har langt større risiko for at få ADR end gamle. Fænomenerne er muligvis associerede med nedsat dopamin-neurotransmission i områder af de basale ganglier. I harmoni med denne teori er, at indgift af antikolinerg medicin effektivt eliminerer ADR og at indgift af apomorfin, der virker som dopamin, dæmper ADR.

Behandling:
Ophør med den forårsagende medicin. Antikolinerg medicin virker som regel meget effektivt symptomdæmpende. Ved lette tilfælde som tabletter. Ved mere udtalt ADR f.eks. inj. biperidin 5 mg eller inj. procyclidin 5 mg i.m. eller i.v. , evt. gentaget x 3 i løbet af samme dag.

Diazepam 5 mg i.v. kan anbefales ved angst og genånding i pose kortvarigt ved hyperventilation

Akut akathisi

Symptomer:
Diagnosen akut akathisi baseres på at en person i nyligt igangsat neuroleptikabehandling giver udtryk for en intens ubehagsfølelse af rastløshed, ved hvilken inaktivitet i siddende eller liggende stilling forekommer uudholdelig. Patienten kan samtidig udvise et varierende mønster af rastløs aktivitet.

Symptomer:
Tilstanden kan hos nogle personer starte kort efter, eller i løbet af nogle uger efter påbegyndt neuroleptikabehandling.

Hyppigheden af akut akathisi er usikker, men estimeres at være omkring 20%, når lettere symptomgrader medregnes. Der er ingen korrelation til køn eller alder.

Behandling:
Reduktion af neuroleptika dosis.

Antikolinergika hjælper nogle patienter, men virkningen skønnes usikker. Amantadin kan forsøges.

Effekt af beta-blokker er vist i såvel åbne som kontrollerede studier. Benzodiazepiner, især clonazepam virker i nogle tilfælde gunstigt.

Medicin induceret parkinsonisme (MIP)

Symptomer:
Alle symptomer (tegn), som forekommer ved Parkinsons sygdom, kan fremkomme under behandling med neuroleptika: akinesi/bradykinesi (nedsat bevægeaktivitet/langsomme bevægelser), rigiditet (muskelstivhed), tremor (rysten) og posturale forstyrrelser (balanceusikkerhed).

Akinesi er langt den hyppigste og ret ofte eneste manifestation ved MIP.

Tremor kan have karakter mere af en aktions- og posturaltremor end af en hviletremor.

Karakteristisk for MIP er, at symptomerne hyppigst er ret symmetriske i styrke, hvorimod parkinsonismen ved Parkinsons sygdom oftest er asymmetrisk.

MIP kan begynde tidligt i neuroleptikabehandlingen og viser sig i de fleste tilfælde indenfor de første 3 måneder af behandlingen. Ved ophør af neuroleptikabehandlingen kan MIP klinge af i løbet af få uger, men hos ældre individer, der længe har været i behandling, kan MIP holde sig i i flere måneder.

Årsag:
Skyldes den dopamin-receptor blokkerende virkning af neuroleptika i de basale ganglier.

Stoffer med en præsynaptisk dopamin-depleterende virkning som reserpin, alfametyltyrosin og tetrabenazin bevirker også MIP.

Hyppighed:
Prævalenser af MIP under neuroleptisk behandling har i forskellige publikationer været angivet imellem 10 og 75 %, i en meta-analyse beregnet til omkring 28%. Tendensen til MIP øges med stigende alder og er større hos kvinder end hos mænd.Hyppighed:

Behandling:
Eventuel seponering af det ansvarlige neuroleptikum. Evt. skift til nyere neuroleptikum med færre såkaldt ekstrapyramidale bivirkninger (klozapin, olanzapin).

Evt. sideløbende behandling med antikolinergt middel eller amantadin. Med sidstnævnte undgås centrale antikolinerge bivirkninger.

Tardiv dyskinesi

Tekst er under udarbejdelse.

Tardiv dystoni

Tardiv dystoni udløses af behandling med forskellige typer neuroleptika eller metoklopramid og kan opstå i alle aldre. Hyppigheden af tardiv dystoni angives lidt varierende: hos omkring  0.4 – 2 % af patienter i langvarig antipsykotisk behandling.Tardiv dystoni er således betydeligt sjældnere end de tardive dyskinesier, der optræder hos omkring 20 % af patienter, som modtager langvarig behandling med neuroleptika. Typisk tardiv dyskinesi manifesterer sig med ufrivillige bevægelser af en noget anden karakter end tardiv dystoni, og det er karakteristisk, at dyskinesierne især rammer ældre. Undertiden ses patienter, som på samme tid plages af dystoni og dyskinesier, f.eks. af bucco-lingvo-masticatorisk (BLM) –type. Tardiv dystoni kan opstå allerede efter ugers behandling, men oftest begynder dystoni efter mange måneders behandling. Årsagerne til, at nogle patienter rammes af tardiv dystoni, mens de fleste går fri, kendes ikke. Tardiv dystoni patienter er undersøgt for DYT1 mutation, men den forefandtes ikke. Symptomerne varierer fra person til person. De kan begynde som stivhedsfølelse af kæbernes eller af halsens muskler, eller som overdreven øjenlukningstendens, der kan udvikle sig til blefarospasmer. Andre ansigtmuskler kan indrages som periodiske spændinger og mimiske ændringer. Dyston ændring af stemmen og talen kan forekomme, ligesom vedholdende ufrivillig opgabning eller sammenbidning af kæberne samt langsomme tungebevægelser f.eks. tungeprotrusion. Der kan udvikle sig halsmuskeldystoni i form af retro- eller torticollis og ledsagende spændinger i øvre rygmuskulatur. Der kan komme vridende kropsbevægelser eller asymmetriske eller skæve kropsstillinger. Dystonien kan hos nogle patienter lokaliseres til armens og håndens muskler og hindre finere, præcise bevægelser,  eller til benets muskler, så gangen ændres.

Når tardiv dystoni opstår hos unge eller yngre individer, bliver dystonien ofte mere udbredt i kroppen, mens den med stigende alder oftest kun har en mere begrænset udbredning.

Behandlingen af tardiv dystoni kan være en vanskelig opgave, som neurolog og psykiater bør samarbejde om. Det er vigtigt, at patienten snarest muligt ophører med den medicin, som har udløst symptomerne. Kan den antipsykotiske behandling ikke seponeres, anbefales reduktion til den minimalt nødvendige dosering eller helst skift til behandling med klozapin (Leponex®) eller eventuelt til et af de nyeste atypiske neuroleptika, f.eks. olanzapin (Zyprexa®). Erfaringerne med disse vedrørende hyppigheden af både tardiv dystoni og tardiv dyskinesi er dog endnu meget begrænsede. Herefter kan der være håb om gradvis aftagen af dystonien efter uger eller måneder. Men kun meget få patienter remitterer helt. Viser dystonien ikke tegn til at aftage, kan behandling med enten et antikolinergt middel eller med det dopamindepleterende tetrabenazin (Nitoman®) anbefales.

Har patienten depressionstilbøjelighed, foretrækkes antikolinerg behandling. Benzodiazepiner kan have gavnlig effekt i forbindelse med nævnte midler.

Kang UJ et al. (1), rapporterede forløbet hos 67 patienter med tardiv dystoni udviklet under eller indenfor 3 måneder efter seponering af neuroleptika-behandling givet på baggrund af forskellige psykiatriske diagnoser. Gennemsnitsalderen var 45 år (16-79 år). Begyndelsesalderen for tardiv dystoni var i gennemsnit 39 år (13-72 år). I starten havde 61 % fokal dystoni, 38 % havde segmentær udbredning, og kun en patient havde generaliseret dystoni.

Hyppigst lokalisation ved starten var ansigts- og halsmuskler (67%). Kun 7 patienter (11%) startede med fokal dystoni i en arm. Benmusker var derimod aldrig sæde for dystoni ved starten  (i modsætning til at patienter med DYT1 generaliseret dystoni ofte starter med dystoni i et ben). Varigheden af neuroleptikabehandling inden start af dystoni varierede fra 3 uger til 37, 5 år med en median latenstid på 5 år. To og tyve procent af patienterne havde været i behandling 1 år eller derunder før start af dystoni. I værste dystoniperiode under forløbet havde 72 % segmentær dystoni og 13 % generaliseret dystoni, mens 15 % vedblivende havde fokal dystoni.

Hos 37 af de 67 patienter var der udover dystonien i en periode også klassiske tardive BLM-dyskinesier. Tardiv akathisi, som en følelse af rastløshed, var til stede hos 21 patienter i en periode. Femten af patienterne udviste samtidig medikamentel parkinsonisme. Hos kun 4 patienter havde akut dystoni optrådt i den tidligere anamnese.

Hos 42 patienter var det muligt at seponere neuroleptikun, og disse patienter blev fulgt gennemsnitlig i 2.8 år efter seponering. Resten måtte viderebehandles. Artiklen beskriver det detaljerede behandlings- og symptomforløb for alle 67 patienter, og læsningen kan anbefales. Kun 5 af patienterne remitterede fuldstændig m.h.t. dystonien. Seks og fyrre patienter bedredes med antikolinergika (i modsætning hertil forværres tardive dyskinesi som regel af antikolinerg medicin). Nogel patienter bedredes under behandling med tetrabenazin. Af anden medicin, der ofte forsøges og undertiden med gunstig virkning, kan nævnes baklofen (Lioresal®).

Lokaliseret kraftig dystoni kan bedres med botulinum-toksin indsprøjtning i enkelte af de mest aktive muskler.

1. Kang UJ, Burke RE, Fahn S: Natural History and Treatment of Tardive Dystonia. Movement
Disorders, vol. 1, 3: 193-208 

Links: Drugs that may cause Dystonia:    http://www.wemove.org/dys_mdmc.html